Format: Fotopositiv.

Ulrik Christian Gyldenløve, greve av Samsø

Maleriet av Gyldenløve stjålet fra Katedralskolen (Januar 2010)

Gyldenløve, Ulrik Christian, 1678-1719, Søofficer, var en naturlig Søn af Christian V og Sophie Amalie Moth og yngre Broder til ovennævnte Christian G. Han fødtes 24. Juni 1678 og fik Titel af Greve af Samsø og (1699) Friherre til Marselisborg. Allerede tidlig bestemtes han til Sømand, 18 Aar gammel udnævntes han til Admiral og Vicepræsident i Admiralitetet (1696), efter at han Aaret forinden havde erholdt Elefantordenen. Hans første Rejse synes at være falden 1696 med Fregatten «Svenske Falk», hvor Chefen, Kapitajn Chr. Thomesen Sehested, blev beordret at gaa ham til Haande; paa dette Togt kom han til Frankrig og benyttede der Lejligheden til at sætte sig ind i dette Lands Søtaktik. 1697 udnævntes han til Admiralitetspræsident og Generaladmiral-Lieutenant, i det dog samtidig Niels Juels Broder Generaladmiral, Baron Jens J. adjungeredes ham. Aaret efter ledede han som Chef for en Øvelseseskadre de taktiske Manøvrer, der i Sundet afholdtes for Flaadens Officerer; i Forbindelse med Admiral v. Støcken synes han at have gjort sig fortjent ved sine Forbedringer paa dette Omraade. Da Krigen i Aaret 1700 udbrød med Sverige, som stod i Forbund med England og Holland, blev det G., der tillige med Jens Juel og v. Støcken fik det Hverv at klargjøre Flaaden; Juel døde imidlertid allerede i Maj, og G. blev da udnævnt til højstbefalende for Flaaden, som talte 21 Linjeskibe. Hans Ordre lød paa at indespærre den svenske Flaade i Carlskrona, men da en engelsk-hollandsk Styrke paa 29 Linjeskibe under Admiralerne Rooke og Almonde snart viste sig i Sundet, tog G. Station ved Drogden, hvor det var hans Hensigt at forhindre Svenskerne, kommanderede af Admiral Hans Wachtmeister, i at forene sig med dem. Imod hans Forventning gik Wachtmeister dog 7. Juli gjennem Flinterenden og tilintetgjorde derved G.s Hensigt; over for sine samlede Modstandere, som nu raadede over 61 Linjeskibe, formaaede G. ikke at forhindre, at Kjøbenhavn blev bombarderet, eller at Svenskerne overførte Tropper til Sjælland; allerede i Avg. s. A. standsedes imidlertid Fjendtlighederne ved Freden i Traventhal.

I Aaret 1709 udbrød atter Krigen, og G. fik paa ny Kommandoen over Flaaden, med hvis Administration han i Mellemtiden stadig havde været beskæftiget. Han landsatte i Nov. 16000 Mand i Skaane, men efter Slaget ved Helsingborg i Marts 1710 standsedes brat denne Hærs Operationer. Tilstanden paa Flaaden var i dette og de nærmest følgende Aar i øvrigt ikke god, det kneb svært med Penge til Lønninger, Provianten var ussel, stor Sygdom herskede om Bord i Skibene, og Utilfredsheden voxede; kun ved voldsomme Presninger og meget strænge Bestemmelser for Indrulleringen lykkedes det at skaffe det nødvendigste Mandskab til Veje. Det synes ikke, som om det ved denne Lejlighed er lykkedes G. og de ham underlagte Admiraler, Raben, Sehested og Gabel, at løse deres Opgave tilfredsstillende; men Landets uheldige Pengevæsen bærer sikkert Hovedskylden herfor. 1710 om Efteraaret var G. stationeret i Kjøge Bugt, hvor han 4. Okt. mødte Svenskerne under Wachtmeister. Der udspandt sig en Art løbende Fægtning, hvorunder Linjeskibet «Danebrog» (Kommandør Iver Huitfeldt) kom i Brand og sprang i Luften. 1711 havde G., som dette Aar avancerede til Generaladmiral, med 22 Linjeskibe det Hverv at sikre Forbindelsen mellem Sjælland og svensk Pommern; da han ved Midsommertid gik tilbage til Kjøbenhavn for at proviantere, løb Wachtmeister ud, overførte Tropper til Stralsund og afskar de danske Tilførsler. Samme Rolle spillede G. det paafølgende Aar; det lykkedes ham imidlertid denne Gang at møde sin Modstander, men ved begge Admiralers Forsigtighed blev det dog kun til en temmelig resultatløs løbende Fægtning; noget senere (29. Sept.) erobrede G. henved 80 svenske Transportskibe.

I Aarene 1713-15 drejede Kampen sig mest om Erobring af Stralsund, G. kom herved ikke til at spille nogen aktiv Rolle, men han havde Fortjenesten af at fremhjælpe den unge, energiske Peter Wessel (Tordenskjold), hvis Bedrifter kastede Glans over den danske Flaade. 1715, efter at Viceadmiral Raben, som til en Begyndelse havde haft Overkommandoen over Flaaden, var gaaet i Land som syg, overtog G. paa ny i Okt. Kommandoen og forenede sig med en engelsk-hollandsk Hjælpeflaade, i Forening med hvilken han uden Vanskelighed holdt den svenske Hovedflaade indespærret; det blev i dette og de paafølgende Aar indtil 1720 dog mere i Kattegat og de svensk-norske Skjærgaarde; at Flaaden kom til at spille en Rolle, navnlig under Tordenskjold, der stadig i G. havde en indflydelsesrig Ven og Støtte. Slutningen paa den langvarige Krig oplevede G. ikke, han døde allerede 8. Dec. 1719 i Kjøbenhavn. Hans Administration af Flaadens Anliggender var efter Omstændighederne rosværdig; men som Fører af Hovedflaaden maa han betegnes som noget for forsigtig. Over for en saa dygtig og energisk Modstander som den ældre Wachtmeister kunde der imidlertid være skjellig Grund til netop at vise Forsigtighed, og det er allerede al Ære værd, at det virkelig lykkedes G. at hævde sin og Flaadens Stilling, som han gjorde, over for denne Mand, hvem han var langt underlegen i Alder og Erfaring. Han var i øvrigt en begavet, sympathetisk Personlighed, der snarere stod over end under sin Tid i Udvikling.

G., der foruden sin Stilling i Flaaden havde Embedet som Generalpostmester for Norge og Stiftamtmand over Island, rigtignok uden at spille nogen fremragende Rolle i disse Forvaltningsgrene, blev gift 24. Okt. 1708 med Charlotte Amalie Krabbe (f. 30. Nov. 1689 d. 25. Avg. 1709), Datter af Gehejmeraad Otto K. og Birgitte Skeel. Ægteskabet var barnløst.